 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Den gode tegneraf Jakob Stegelmann Carl Barks
Men alligevel vidste de fleste faste Andeby-dyrkere fra star-ten, hvad de kunne lide. Der var som regel altid mindst én historie i Anders And-bladet, som var særligt god. Tegningerne var lidt sjovere, ideerne lidt mere fantasifulde. Og fordi man ikke vidste, hvad denne tegner hed, kaldte man ham "Den Gode Tegner", for det var den mest præcise betegnelse. Mange år senere kom han frem fra sit skjul for at modtage sin velfor-tjente hyldest, og da han døde den 25.august 2000, var han en 99 år gammel mand, der kunne kalde sig verdensberømt. Han hed Carl Barks. Lidt af en bedrift for en fattig landmandssøn fra Oregon, men sådan gik det for Carl Barks. Da han døde var aviserne verden over fyldt med rosende ord om hans geniale Anders And-histori-er. Den Gode Tegner var blevet en verdensnavn - hyldet på linie med de store forfattere i verdenslitteraturen. Sig dét til de dansklærere, der har kaldt Anders And-læsning for underlødig og skadelig! Oprindelig vidste han ikke, hvad han ville. Men langsomt gik det op for ham, at dét, han holdt allermest af, var at tegne. Han fik et par tegninger antaget i et vittighedsblad, hvor han snart blev fast leverandør. I 1935 tog han mod til sig og sendte en ansøgning til Walt Disney-studierne i Hollywood. Disney var blevet verdensberømt for sine Mickey Mouse-tegne-film, og alle vidste, at der skete spændende ting og sager på studiet. Carl Barks fik job som mellemtegner, og dér sad han så og fyldte ud på bevægelser, hvor cheftegnerne havde lavet nøgletegningerne. Men det var kedeligt arbejde i det lange løb, og sandheden var, at Carl Barks ikke var særlig god til at tegne animationsteg-ninger. Det var mere ideerne og historierne, der interesserede ham - men den slags arbejde var ikke noget, en mellemtegner fik lov at lave. Heldigvis fik han muligvis for at vise, hvad han kunne. Alle på studiet blev nemlig opfordret til at komme med gags og vitser, og Carl kom med et par til en film, hvor Anders And så på moderne opfindelser. Walt Disney var vild med ideer-ne, og i stedet for at fyre ham fra animationsafdelingen, flyttede han ham over til manuskriptfolkene. Her var Carl Barks lykkelig! Sammen med et par andre fyre, der også var gode til at finde på, lavede han nu skitser til kortfilm med Anders And - så kunne han koncentrere sig som det, han kunne lide - og overlade arbejdet med at bevæge figurerne til andre. I de næste par år stod Carl Barks bag en række af de allerbedste Anders And-film, som f.eks. "Anders And bedre jeg", "Anders Ands nevøer", "Fætter Guf guffer i sig" og "Anders And på frierfødder". Disney-studierne lå dengang - som i dag - i Burbank i Los Angeles, og mens de fleste elsker, at solen næsten altid skinner på de kanter, var det varme vejr en plage for Carl Barks. Samtidig havde han fået dårlig hørelse, så han havde problemer med at snakke med folk på de mange idé-møder. I 1942 blev det for meget. Carl Barks sagde op og forlod Disney for at flytte nordpå til et mindre varm og klamt klima. Her kunne historien være sluttet - men det gjorde den heldigvis ikke. For da Barks forlod studierne blev det samtidig begyndelsen på dét, der senere gjorde ham verdensberømt. Disney-tegneserier laves nemlig ikke på Disney-studierne, hverken nu eller i gamle dage. De blev dengang lavet af for-laget Western, som altid var ude efter Disney-tegnere, der gad lave tegneserier til dem i deres fritid. Western fik nys om, at Carl Barks havde skippet Disney, så de skrev til ham og spurg-te, om han ikke havde lyst til at tegne til deres blade. Det havde han, og nu begyndte den fantastiske periode på over 20 år, hvor Carl Barks tegnede og fortalte Anders And-historier til tegneseriebladene. Men Carl Barks indså hurtigt, at hvis han skulle lave gode historier, som folk gad læse, var han nødt til at ændre og udvide hele universet. På film var folk vant til små, korte historier, der som regel handlede om Anders Ands raserianfald og hans forgæves forsøg på at klare sig i en verden, hvor alt var imod ham. Men den slags historier var ikke nok til tegne-serierne. Carl Barks begyndte derfor langsomt at tilføje sine helt private ideer til Anders And-figuren og til verden om den. Resultatet blev dels en helt ny række figurer. Den utålelige fætter Højben. Og så naturligvis hele byen, de bor i: Andeby var Carl Barks' opfindelse, og så berømt blev den, at den fik sin egen del af Disneyland-parken. Her kan man bl.a. se Anders Ands hus og statuen af Andebys grundlægger, Kornelius Blisand. Carl Barks begyndte også at fortælle længere, eventyrlige historier, hvor Anders And, nevøerne og onkel Joakim tog ud på fantastiske opdagelsesrejser - til fjerne kontinenter, eller dybt ned i jorden - eller ud i rummet. Barks var ikke meget for at rejse selv, men fra sit tegnebord kom han længere end nogen anden, og eventyrhistorierne regnes for noget af det bedste og mest fantasifulde, han har skabt. I 1966 sagde han stop. Han syntes selv, han var løbet tør for ideer. Men da han havde altså også tegnet 6000 sider med ænderne fra Andeby. Så Carl Barks lod sin pensionere - indtil en fan opdagede, hvem han var - og opsøgte ham. Han spurgte, om han ikke ville lave et maleri til ham - et maleri med Anders And. Barks spurgte Disney-folkene, om han måtte, og de sagde ja. Barks brugte resten af sit liv på at lave det ene smukke oliemaleri efter det andet - alle sammen bygget over forsider fra de gamle blade. Endnu som 95-årig malede han dagligt, også selv om han rystede på hånden og arbejdede langsomt. Og malerierne blev solgt til tårnhøje priser, for nu var Carl Barks ikke længere bare "Den Gode Tegner" - men en berømthed. Det er hans oliemalerier, der pryder de såkaldte "Guldbøger", som der nu er kommet 17 af I alt. Det er også i disse bøger, man finder Barks' bedste serier. I årets udgave, "Anders And på de vilde vover", er der et par af de mest geniale med: I "Den gyldne hjelm" fra 1952 får vi historien om, hvad der kan ske, når en lille and fra Andeby får at vide, at han kan blive konge over Nordamerika. I "Valsekongen" fra 1947 oplever vi en typisk historie om Anders' kamp for at leve op til Andersines forventninger. I "Fra fedtsyl til flottenhejmer" fra 1964 fortæller Barks en af sine mest groteske historier. Og i "Verdens næste rigeste and" fra 1956 hører vi om onkel Joakims kappestrid med en anden trillionær, Guld-Iver Flinte-sten. Det er Barks, når han er bedst - og det er sådan, vi husker ham. (c) Jakob Stegelmann |
I gamle dage kunne man som Anders And-læser ikke få at vide, hvordan serierne i bladet var blevet til. Det skulle være en stor hemmelighed, og mange troede derfor, at det var Walt Disney selv, der lavede det hele. Men det var det selvfølgelig ikke. I dag kan man ved hver historie se, hvem der har skrevet manuskriptet, og hvem der har tegnet. 