Ugens blad

Andeby
Ugens blad
Kontaktcenteret
Læserens område
Downloads
Spilzone
Disney

 

 

Portretter
 

Marco Rota, en klassisk Mickey- og Anders And-tegner

Kan du godt lide lange Anders-historier? Synes du, at fortællinger om vikinger og sørøvere er spændende? Så er denne artikel noget for dig, for den handler om en tegner, som laver eventyr, hvor alt det er med - italieneren Marco Rota.

Marco Rota 1942-

Marco Rota blev født i Milano den 18. september 1942. Han fik ikke så megen tid til en formel kunstuddannelse, for allerede som 16-årig fik han udgivet sin første tegneserie som professionel. I 60´erne lavede han bl.a. nogle historier med Superman, og han har også tegnet andre serier, før han kom til den italienske Anders And-udgiver Arnoldo Mondadoris forlag. Rota fortæller: "I 1962 havde jeg lavet en bog for Mondadori med biler fra i går, i dag og i morgen. Jeg leverede illustrationer både i farver og i sort/hvid. På et tidspunkt blev der en stilling ledig som fast tegner på forlaget, og et par måneder senere blev jeg tilknyttet Disney-redaktionen."

Disney-seriene

Der skulle gå mange år, før Marco Rotas første Disney-historie udkom. Det var "Topolino e la tigre col fiocco", udgivet 6.6.1971 i Topolino nr. 10. På dansk hedder den "Mickey Mouse og den blå tiger", og den kunne vi læse i Jumbobog nr. 29 fra 1979. I den historie rejser Mickey og Fedtmule ud for at besøge en gammel ven, som er maharajah. Historien er temmelig rodet, nogle vigtige detaljer er en tiger, Sorteper, en ond onkel og pandekager! Til Rotas forsvar skal det siges, at han ikke selv havde ansvaret for selve historien, men tegningerne virker også lidt usikre. Fedtmule er for eksempel ekstrem tynd og ligner en, der ikke har fået noget at spise i flere måneder.

Efter et stykke tid blev Rota forfremmet til "Art Director" hos Mondadori. Dette job havde han fra 1974 til 1988, og han havde rigeligt at gøre med at sørge for at tingene fungerede for de andre serieskabere. Derfor måtte han bruge aftener og nætter på sine egne serier, og Rotas produktion er af den grund ikke specielt imponerende. I alt har han lavet ca. 75 historier indtil nu, af disse er i hvert fald 44 kommet på dansk. De sidste år har han tegnet freelance for det danske Egmont.

Den mest kendte Rota-historie her i landet er nok "Mit liv i en æggeskal". Det er en lang historie på 32 sider, og den blev lavet til det italienske marked i 1984, det vil sige, da Anders havde 50-års jubilæum. Vi fik den året efter. Ideen er, at en journalist interviewer Anders om hans liv. Vi ser Anders blive udklækket, hans opvækst hos Bedstemor And, det første møde med Andeby osv. Meget er taget fra Barks, og en del har Rota selv fundet på. Historien er fuld af detaljer, hvor han karikerer venner og kendte mennesker, tegner efter virkelige bygninger osv. Faktisk er en del af bygningerne i Andeby i dette album hentet fra New York, og de er så naturtro tegnet, at i den norske oversættelse har de ladet en del af handlingen forgå i New York. På samme tid er inpirationen fra Barks tydelig, og mange detaljer i albummet er hentet fra kendte Barks-historier. Det til trods har tegningerne sin egen kraft og livsglæde, og det er meget tydeligt, at det er Marco Rota, som er ophavsmand.

Temaene

Marco Rotas historier har noget mystisk over sig, han elsker for eksempel at skrive om vikingerne. Han siger selv: "Sagaerne og middelalderkrønikerne har jeg altid holdt meget af. Det var dystre tider, og vikingehistorierne har noget hemmelighedsfuldt over sig. Desuden er temaet ikke slidt tyndt af andre forfattere." Rota har derfor tegnet flere historier om ænderne i gamle dage, blandt andet historier om Anders Vildand. Fordi dette tema ikke er så benyttet i tegneserier, har man mulighed for at finde på en masse ting, som ingen har gjort før.

Marco Rota elsker også at tegne flyvemaskiner. I hans historier er Anders ofte pilot, engang imellem oven i købet rumpilot. Han har også kastet sig over transportfly, modelfly og veteranfly, og han plejer faktisk at klare sig godt oppe i luften. I nr. 12/1999 findes der en genial flyvehistorie, hvor Anders og ungerne restaurerer et gammelt fly og deltager i konkurrencen om Andeby-pokalen, en pokal, som alle piloter, der regnes for noget, sætter skyhøjt! Konkurrencen får et temmelig overraskende udfald...

Manuskriptforfattere

Italienske tegnere har måske ikke den højeste stjerne blandt os nord-europæere. Vi opfatter ofte historierne som vilde og kaotiske, og tempoet er så højt, at læserne næsten ikke får tid til at trække vejret. Meget af dette skyldes de manuskriptforfattere, som tegnerne bruger. De første historier, som Marco Rota tegnede, var også sådan, især dem, der var skrevet af Dalmasso og Barosso. Man kan se typiske eksempler på flere af den slags Rota-historier i vores Jumbobøger. Men Marco Rota har også haft gode manuskriptforfattere. En af de første af slagsen var Guido Martina, som tidligere havde lavet en række geniale historier, hvor Anders spiller hovedrollen i kendte bøger.

I det sidste stykke tid har Rota haft et frugtbart samarbejde med den unge David Gerstein, en amerikaner, som arbejder for Egmont i København. Det første resultat af dette samarbejde er en dejlig Anders Vildand-historie, "Mægtigere end sværdet", hvor en tegnekonkurrence spiller en central rolle.

Men alligevel gælder det for de fleste af de Rota-historier, som er udkommet i Danmark, at det er Rota selv, der står bag både tekst og tegninger.

 
Kunsten tager overhånd i en Gerstein/Rota-historie

Inspiration

Da Marco Rota voksede op, var det amerikanske tegnere, der stod bag de fleste historier i den italienske udgave af Anders And. Derfor er hans forbilleder da også amerikanere, selv regner han Floyd Gofffredson, Paul Murry, Al Taliaferro og Carl Barks som de vigtigste. Rotas Mickey-historier har for eksempel ofte detaljer med fra gamle Gottfredson-historier, og det er ikke en tilfældighed. Rota siger selv:

"Gottfredson er naturligvis mesteren, når det gælder Mickey Mouse. Han skal sidde højt oppe på Disney´s firmament. Især historierne fra 30´erne og 40´erne demonstrerer en uovertruffen kombination af tekst og billeder. Murrys arbejde kan ved første øjekast virke en smule barnligt, men ved nærmere gennemsyn opdager man, at han er et fantastisk talent både som fortæller og tegner. Taliaferro var en stor kunstner, som desværre aldrig fik lov at lave længere historier, hvor han kunne have udfoldet sig mere. Men den, der har været den største inspiration for mig, er Carl Barks. Hans historier fascinerede mig allerede som lille. I hans historier eksisterer Andeby i virkeligheden, og historierne er fotoreportager derfra."

Derfor er det ikke så underligt, at Marco Rota til stadighed lister referancer til gamle Barks-historier ind i sine egne fortællinger. Herunder kan du se et eksempel.

 

Rota bruger ofte ukendte bifigurer fra Barks-historierne. Denne talende hund, som Barks brugte i AA nr. 11/1954 havde også en rolle i "Mareridt i Genistræde" i AA nr. 20/97.

Rota lister også ind imellem sin signatur ind i historierne. De fly, som han tegner, er ofte fra et flyselskab, der hedder MR - det er tilfældigvis også hans initialer. Af og til dukker der også små tegninger med signaturen Marks op i historierne. Marks er en slags fælles signatur for Marco Rota og Carl Barks og er en dedikation fra Rota for at vise, at det er Carl Barks, der er mesteren.


TTeksten på billedet, som hænger bag Joakim skal være "To Scrooge Marks". Onkel Joakim har altså en original Marco Rota på væggen!

 >> Fortsættelse på næste side  

 


© Disney - alle rettigheder forbeholdes

Spillzone Kontaktcenteret