 |
Walt Disney - sådan begyndte eventyret om verdens største tegnefilmkunstner
af Jakob Stegelmann
En optimistisk tid
Da Walt Disney blev født i 1901 var verden ganske anderledes end nu. Det århundrede, vi nu er i færd med at afslutte, var netop begyndt, og de fleste mennesker i vores del af verden følte sig meget heldige.
For dem var det den bedste af alle tider, for alt så lyst og fantastisk ud, og optimismen var enorm. Mennesket havde for alvor fundet ud af, hvad man kunne med teknik og mekanik, og nu skulle opfindelserne sørge for, at alle blev mere lykkelige, rigere og at livet tilmed blev sjovere.
Walt elskede teknik og film
Walt Disneys barndom var ganske vist ikke særlig rig eller lykkelig, men optimismen prægede hans personlighed. Han elskede de skinnende lokomotiver, der kunne transportere mennesker tværs over kontinenter på få dage. Han elskede de levende billeder, man kunne opleve i de biografer, der skød op overalt. Filmene var nok både sort/hvide og uden lyd. Men folk som Chaplin udnyttede mediet, så det blev en helt ny, eventyrlig, morsom og fantastisk verden.
Walts helt: Chaplin
Walt Disney beundrede Chaplin, og da han samtidig morede sig med at tegne, forsøgte han at overføre Chaplins komik til sine tegningerne. Han fik et par af dem trykt og startede som ganske ung et reklamebureau. I den forbindelse fik han også mulighed for at eksperimentere med at lave tegne reklamefilm. Hans første forsøg var meget primitive, men indeholdte sjove ideer, og det talte: Annoncørerne lagde mærke til, at folk morede sig over filmene, og de bestilte flere.
Tegnede reklamefilm
Da Walt Disney først havde snuset til filmmediets mulighed for at gøre døde tegninger levende, var han solgt. Og det varede ikke længe, før han stiftede et regulært filmselskab i Kansas City. Desværre svigtede hans sans for forretning, og han blev i løbet af de kommende år gang på gang snydt af filmselskaber, der gerne ville have sjove små tegnefilm - men nødigt betalte, hvad de kostede at lave.
Kaninen Oswald og pigen Alice
I de første 10 år i tegnefilmbranchen havde Walt Disney egentlig ikke succes. Han havde ganske vist samlet sig et par tegnerkolleger, der kunne hjælpe ham med filmene, men de var teknisk for primitive. Et par figurer fik en vis popularitet: Kaninen Oswald og pigen Alice - sidstnævnte var en rigtig levende pige, som Disney sammenkopierede med tegnefilmfigurer. Det var noget nyt, og det skaffede ham opmærksomhed. Han blev bare snydt af filmselskabet, og i 1927 stod han på bar bund.
En nyfødt: Mickey Mouse
Fiasko er ikke altid det værste, man har. For folk af Disneys støbning betød det nemlig, at han blot prøvede endnu en gang, og denne gang var succesen hjemme. Legenden fortæller, at Disney sad i toget på vej mod Hollywood - og at han dér fandt på, at hans næste tegnede figur skulle være en mus. Han kaldte musen Mortimer. Men Mortimer Mouse blev ikke hans endelige navn, for Disneys kone Lillian syntes, han skulle hedde Mickey. Og hun fik sin vilje.
Sensation: Film med lyd
Talefilmen var netop opfundet: Tale, lydeffekter og musik kunne nu synkroniseres så præcist til de levende billeder, at det hele smeltede sammen til én oplevelse. Dét var noget, der virkelig rystede publikum, som i 30 år havde været vant til, at biografen var "den stumme scene". I sin tredje film med Mickey Mouse, "Steamboat Willie", lavede Disney og hans folk synkroniseret lyd. Effekten var overvældende, og selv om filmen kun var 7 minutter lang, flokkedes folk til premierebiografen i New York.
Superstar Mickey
"Vi vil have flere film med ham," skreg biograferne. Mickey Mouse var med ét slag blevet superstjerne, og Disneys studie måtte skyndsomst udvide og sætte gang i produktionen. Men hvad var det, der gjorde Mickey så populær? Walt Disney vidste det knap selv. Men når man ser de tidlige film i dag, 70 år senere, er man ikke i tvivl. For selv om disse små Mickey-film er sort/hvide og ikke særlig avancerede, så er de så livlige og opfindsomme, at man overgiver sig. Mickey selv er den mest optimistiske, energiske og idérige helt, man kan forestille sig, og hans evner til at slippe ud af situationerne er næsten overmenneskelig.
Magiske Mickey
Hemmeligheden ved Mickey var, at Disney og hans tegnere udnyttede, at man kan mere med tegnefilm end med rigtig film. Dengang var det, som vi i dag forstår ved special effects, ikke særlig udviklet - og når Mickey med et smil overtrådte naturlovene på lærredet, var det som at være vidne til noget magisk. Og magien holder - den dag i dag.
Mickey over hele verden
Da Mickey var blevet stjerne, nøjedes han ikke med sit hjemland USA. Han blev hurtigt kendt i hele verden og dyrket - både af almindelige mennesker og kritikere, der ellers kan være svære at gøre tilfredse. Alle var begejstrede, og både Walt Disney og Mickey Mouse blev spået en stor fremtid. Den blev meget større, end nogen kunne drømme om.
Rastløse Walt
For en af hemmelighederne ved Walt Disney var, at han var alt for rastløs til bare at fortsætte med det samme. Hans kolleger sagde ganske vist, at nu var succesen hjemme, hvis han bare fortsatte med at lave Mickey-film i én uendelighed. Men i løbet af de næste 20 år blev han ved med at overraske med nye, fantastiske projekter.
Farver på tegningerne
I 1930 lancerede han den første tegnefilm i farver, "Blomster og træer". Det var længe før almindelige spillefilm blev lavet i farver. Den vandt en Oscar og satte samtidig for alvor gang i en ny filmserie.
Musik og tegnefilm
"Silly Symphony"-serien var en række kortfilm, der eksperimenterede med musik, farver og lyd - samtidig med, at den blev brugt til at genfortælle berømte eventyr. "De tre små grise" blev i 1933 et af de største hits i tegnefilmens historie - og her spillede musikken en væsentlig rolle.
Figurer med sjæl
I løbet af 30'erne forfinede Disney og hans folk (som blev flere og flere) kunsten at ANIMERE - altså det, at kunne tegnede en stribe sammenhængende tegninger, så en figur kommer til live på lærredet. Men Disney ville have mere end liv: hans tegnere skulle kunne animere, så personerne også fik sjæl og personlighed - så vi, der ser, tror på dem og glemmer, at de er tegnede. Det lykkedes!
Mickeys venner
Mange nye figurer blev lanceret: Mickey fik følgeskab af Fedtmule, Anders And og Pluto, og mange af figurerne blev med tiden ligeså populære som musen. Anders And blev faktisk endnu mere elsket, især i Europa.
Tegnefilm på 1 1/2time
I 1935 satte Disney sine folk i gang med produktionen af "Snehvide og de syv dværge", den første tegnefilm i spillefilmlængde. Resten af filmbranchen kaldte Disney for vanvittig, og alle var sikre på, at den blev en fiasko. Men den blev en gigant-succes, og den banede vej for alle de kommende tegnefilm: "Pinocchio", "Fantasia", "Bambi" og "Dumbo". Film, der stadig ses om og om igen, sælger i millionvis på video - og ofte får biograf-repremiere.
Disney efter Walt
Da Walt Disney døde i 1966, var hans studie blevet så etableret, at ingen drømte om at lukke ned. Stemningen var mærkelig og tom, men Disney havde plantet så mange drømme, at der var nok at arbejde videre med. De færreste af de tegnere, der i dag laver nye Disney-film, har mødt ham - men de er helt klar over, at det er hans ideer og fantasi, de på en eller anden måde fører videre. Ikke altid med samme held, for det er svært at overgå klassikerne fra dengang. Alligevel er den en ganske stor bid af Walt Disney med i hver ny Disney-film - ikke kun i form af navnet....
(c) 1997 by Jakob Stegelmann
<< Tilbage til artiklerne
|